|
Uanset
hvad vi beskæftiger os med er det uhyre sjældent at vores
arbejde ikke på en eller anden måde - positivt eller negativt
- påvirkes af andre. Og i mange tilfælde i en sådan
grad at "produktet" ville være blevet et helt andet, hvis
påvirkningen havde været anderledes.
Det samme ved tilblivelsen af berg-marketing.dk. Hvis sitet vurderes positivt
har den påvirkning jeg har været udsat for - og søgt
- sin afgørende andel heri.
Risiko
Når konkrete personer nævnes i en takketale, er der altid
indbygget en risiko for at glemme nogle. Frasen "ingen nævnt
ingen glemt" kan derfor være det rigtigste. Men er det ikke
altid.
Ole Brink-Olsen
Jeg bad Ole, bestyrelsesformand for reklamebureauet C-BC, da sitet var
næsten færdigt, om at gennemse det og komme med sin vurdering.
Hans omfangsrige og konstruktive kritik til disposition og indhold har
øget sitets værdi betragteligt. Dets mangelfuldhed ville
have været væsentlig mere iøjnefaldende uden Oles bidrag.
Jeg valgte Ole som "evaluator" inden offentliggørelse
af sitet på grund af hans dybe og mangeårige indsigt i marketing-
og kommunikationsteorien kombineret med både undervisning og praktisk
erfaring.
Det valg vil jeg rose mig selv for!
Mine kolleger
Uden mine kollegers accept og forståelse for mit fysiske - og mentale
- fravær
i mange dagtimer i løbet af de atten måneder, som jeg satte
af til arbejdet, havde det været svært, meget svært,
at holde tempoet og gejsten. Kolleger af den karat gør arbejdet
til hobby!
Deres kritik og forslag samt ikke mindst test af sitet har været
værdifuld.
Mine kunder og forretningsforbindelser
Kernen i dette site er uden diskussion den inspiration og indsigt jeg
gennem mange, mange år har fået fra mine kunder og andre forretningsforbindelser
- både i eget regi og tidligere som ansat.
Jo tættere samarbejdet har været, jo mere inspiration og lærdom.
Og jeg har haft, og har, et meget tæt og konstruktivt samarbejde
med mange. TAK.
Min ERFA-gruppe
Gennem efterhånden mange år har jeg været med i et erfa-samarbejde
med en gruppe reklamebureau-chefer. Også den udveksling af ideer
og diskussioner, der har fundet sted i vores mange møder, har givet
stof og tanker til sitet.
Min familie
Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg sige tak til min familie,
selv om de vil hade det - altså omtale her på sitet (men jeg
har overbevist dem om at ingen alligevel læser takke-afsnittet under
bagord). Og helt speciel en stor tak til min kone, Aase. Ikke alene har
Aase accepteret at jeg har siddet time efter time bøjet over bøger,
papirer og tastatur. Har accepteret et liv hvor "almindelig"
døgnrytme var en by i Rusland og hvor vi - næsten - fast
mødtes én gang om dagen: når Aase stod op og jeg gik
i seng for at få et par timers søvn inden den "rigtige"
arbejdsdag begyndte. Men som om dette ikke var nok har Aase løbende
og med uændret entusiasme støttet mig og motiveret mig til
at klø på. Forstå det, hvem der kan. Men uden dette
tror jeg ikke det hele var blevet til noget!
|