|
|
En fugl i hånden er bedre end ti på taget
I betragtning af at det er væsentligt nemmere - læs billigere
og derfor mere lukrativt - at holde på en kunde end at skaffe en
ny er fremskaffelse af dybtgående kundeviden og udnyttelse af denne
til at skabe loyale kunder de vigtigste funktioner og mål i marketingarbejdet.
CRM og Datamining er
væsentlige discipliner i denne henseende.
Identifikations-kriterier
En kundes værdi kan identificeres efter flere kriterier. Fx omsætningens
størrelse inden for en given periode, rentabilitet, produkt/service-valg,
loyalitet, indkøbsfrekvens og - måske i særlig grad
for en detailhandel - hvornår kunden sidst har købt ind.
Registrering og værdiansættelse af disse forhold er ofte nogle
af inputtene til datamining. 80/20-reglen som omtalt under porteføljevalg
kan også være et frugtbart søgekriterium.
| |
 |
|
Markedsopdeling
efter muligheder og styrke
Kotler gennemgår i sin Millennium
udgave to metoder til at vurdere markedets eller markedssegmenters attraktivitet.
Ved "The Boston Consulting Group Approach" placeres virksomhedens
"Strategic Business Units" - kan også være produkter
eller produktgrupper - i en matrix med markedets vækstrate op ad
den lodrette akse og virksomhedens relative markedsandel i forhold til
den vigtigste konkurrent. Størrelsen af cirklerne, som repræsenterer
den enkelte forretningsenhed, viser som den tredie dimension omsætningens
størrelse.
Spørgsmålstegnene i feltet med høj markedsekspansion,
men med - relativ - lille markedsandel, henviser til at der ofte vil kræves
stor investering for at klare sig mod den større konkurrent. Ved
placering i feltet med lille andel og lav markedsvækst er værdien
af fortsat markedsføring tvivlsom. Måske er man der i realiteten
bare "for sentimental reasons". Vandringen gennem felterne vil
ofte være tidsbestemt: "As time passes, SBUs (Strategic Business
Units) change their position in the growth-share matrix. Successful SBU's
have a life cycle. They start as question marks, becomes stars, then cash
cows, and finally dogs."
"The General Electric Model" er nærmest en udbygning
af Boston-modellen til en "multifactor portfolio matrix". Ligesom
ved Boston-modellen placeres produkterne/SBU'erne i en matrix, her med
markedets attraktivitet op ad ordinaten og forretningsstyrken ud ad abscissen.
Markeds-attraktiviteten beregnes fx på en fem-punkts skala, hvor
de relevante faktorer gives vægte efter deres betydning. Faktorerne
kan være forhold som gevinst-margin, markedsstørrelse, vækstrate,
energikrav mm. Forretningsstyrken beregnes ud fra faktorer som markedsandel
og -vækstmulighed, image, produktionskapacitet og -effektivitet,
know how mm.
| |
 |
|
En nøjagtig beregning af produkternes placering kræver megen
markedsinformation, men også "kvalificerede skøn"
kan have værdi, fordi alene anvendelse af modellen nødvendiggør
disciplineret tankegang til at tænke mere strategisk og bedre forstå
de økonomiske sammenhænge. Men modellen har også svagheder.
Som Kotler skriver: "However, portfolio models must be used cautiously.
They may lead the company to place too much emphasis on the market-share
growth and entry into high-growth businesses or to neglect its current
business. The models' results are sensitive to the ratings and weights
and can be manipulated to produce a desired location in the matrix. Furthermore,
because these models use an averaging process, two or more businesses
may end up in the same cell position but differ greatly in their underlying
ratings and weights. Many businesses will end up in the middle of the
matrix as a result of compromises in ratings, and this makes it hard to
know what the appropriate strategy should be. Finally the models fail
to delineate the synergies between two or more businesses, which means
that making decisions for one business at a time might be risky. There
is a danger of termination a losing business unit that actually provides
an essential core competence needed by several other business units."
|